Du er her

Presse og anmeldelser

    Afsnit fra anmeldelsen af cd’en ”Univers på vers” skrevet af Henrik Iversen i Jazzspecial:

    Anders Jacobsen har gjort dette med børn i mange år. Han er vel i dag den angivende tone indenfor dette særlige felt på landets kort, og har skrevet både musik og tekst. Melodierne falder ind i øret, noget kommer i brudstykker fra noget ,man kender, og når Mathias Heise spiller sin Toots, er vi henne i Brazil et øjeblik eller på Caribien eller i en tyst bøgeskov med sø og fugle eller med Hugo i Ghana. Musikken er både arrangeret og spillet fængende og med den tone af glæde der får smil frem på selv sprukne læber.

    Karen Vork, Viborg Bibliotekerne skriver efter koncert med Univers på vers:

    Skønne iørefaldende melodier. Fantastiske tekster med de sjoveste rim og vendinger. Swingende, jazzede toner udført af topprofessionelle musikere.
    Det er Univers på Vers!
    På Hovedbiblioteket i Viborg spillede Univers på Vers op til DANSK i uge 44. Et godt valg, når hele familien ... ja flere generationer skal til koncert sammen.
    Det fungerede perfekt i udlånet i åbningstiden. Ingen ka’ stå for så meget rytme uden at vippe lidt med tæerne eller danse med!
    Anders Jacobsens sange er originale og humoristiske og fortæller hver især en lille sød og skæv historie.
    “Rotteblues” synges i bedste Pyrus-stil. I “Grøntsagsfilosofi” leges der virkelig med ordene, så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet!
    Thumb up til de dygtige “up-coming-sangere” og alle de fede instrumentale soloer! Et herligt musikalsk UNIVERS!
    Lytter man til Univers på Vers-cd’en hører man den mest fantastiske mundharpespillere, Mathias Heise – Danmarks svar på Toots Thielemans!

    Anmeldelse fra fagbladet "Folkeskolen" :

    Univers på vers på vers . på tværs!" er en eminent god samling af nye sange.

    Konceptet er meget enkelt: Sange skrevet til skolens temaer hen over året og årene; ABC, trolde, cirkus, junglen, persisk marked og så videre. I alt 12 sange - og enkelt på den måde, at de første sange tekstmæssigt er meget nemt lært og relativt korte, hvorefter de bliver længere og sværere igennem bogen.

    Sagt meget kort: Her er aldeles fremragende sange! Med de to vindere af årets børnesangskonkurrence henholdsvis 2007 og 2008, Fødselsdagssang og ABC som de oplagte ørehængere, men suppleret af først og fremmest Cirkussang, Univers og Junglesang. Det er sange, der bliver ved med at vende tilbage efter gennemlytning af cd'en, hvorpå fremtrædende danske jazzmusikere spiller, og efter gennemspilning ved klaveret. Disse sange kan til enhver tid stå alene, men også de øvrige sange er glimrende i den tematiske sammenhæng.

    Anders Jacobsen er dygtig til at skrive sangbare, mundrette tekster med indhold; pudsige ordbilleder og sammensætninger, der ofte udtrykker en barnlig undren over sproget og livet; underfundige og humoristiske, men uden at blive platte.

    De gode og meget sangbare melodier er med afsæt i jazzen og bossaen becifret med mange firklange, altererede og (halv)formindskede akkorder og klinger meget smukt. I et par af sangene kan en akkordforenkling være på sin plads, hvis man foruden at spille og synge også gerne vil have kontakt med børnene.

    En meget anbefalelsesværdig udgivelse - glæd dig til at synge sangene med børnene!

    Fra Københavns lærerforenings fagblad kommer denne anmeldelse :

    SKØNNE TEKSTER OG TONER
    Denne bemærkelsesværdige sangbog henvender sig til børn og lærere, der vil noget ikke bare med sang og musik, men også med andre emner – dansk, matematik, geografi, astronomi, cirkusliv og mange andre spændende sider af livet, som det er værd at synge om.
    Syng en sang i regnetimen er ikke bare en hul frase i dette tilfælde, for både tekst og melodi bidrager med interessevækkende og relevante vinkler ud fra hver deres genremæssige forudsætninger.

    BETYDELIGE UDFORDRINGER
    Sangteksterne har litterære kvaliteter med fabulerende indhold og pudsige rim, underfundige indskud og sjove sproglige twist. Der er liv og lyrik i de små fortællinger, der ikke bare kommer målgruppen i møde, men også giver dem betydelige udfordringer.

    Musikalsk er der blandt andet jazz og bossa, samba, tango og cirkusmusik. Og indholdsmæssigt beskæftiger sangene sig med trolde, rotter, jungledyr, opfinder Findsen, lille mig helt alene hjemme, en tur ud i universet, rejse på et flyvende tæppe til Persien med tur i moskeen og på flyvetur til Kina i en lang-tung-ting. I Kina er der også kulinariske glæder som:
    ’kogt abehånd ”værs’go og spis!” med sur-sød sovs og løse ris ... og vil du vide mer’ så skriv et brev til Kinas Ris-arkiv. Melodier og tekster støtter og supplerer hinanden, hvilket naturligvis giver nogle udfordringer på turen gennem Kina og på det persiske marked, der summer af halve toner.

    Der er ind imellem krævende passager, men det skal nok gå – med Anders Jacobsen, der er lærer på Utterslev Skole. Han har selv skrevet tekster og musik til alle sange, der iøvrigt akkompagneres af første klasses musikere. De lægger for eksempel en jungletæt, poetisk stemning i balladen om livet i troperne med temaer som jungle, dyreliv, regnskov, truede land-områder og dyrearter, Sydamerika og andre verdensdele med emnemæssig regnskov, klima og geografi.

    Bogen er forsynet med korte vejledende tekster af forfatteren og desuden er der stikordsregister, som også er vejviser til de emner, hvor sange kan inddrages og berige det faglige arbejde i klassen.
    To af sangene kendes muligvis i forvejen – ’Fødselsdagssang’ blev kåret som årets børnesang i 2007 og ’ABC sangen’ blev årets danske børnesang i 2008.
    Sangbogen leveres med eller uden to cd’er med sangene – den ene kun med musikken, den anden med livfuld og indlevet solo-sang af et barn. Man bliver simpelthen i godt humør af at høre den indspillede udgave, så snyd ikke dig selv for skiverne.